Et efterhånden stærkt fællesskab af mennesker, der føler sig krænkede over ét og alt, er i fremmarch. Ikke blot i Danmark, men i hele verden. Og det er blevet værre, siden tidernes morgen. Ja.
Faktisk er det nærmest blevet en trend, at føle sig krænket over det mindste. Nuancerne er dermed forsvundet, og evnen til at blot at være uenig, fornærmet eller forarget er forsvundet. Vi skal føle os krænkede. Endelig! Intet mindre, tak!
Blot man ytrer ”jeg føler mig krænket” er en skare af mennesker parate til at råbe op og dømme, uden at forholde sig hverken kritisk eller neutralt til fænomenet. For det er jo den nye trend, og der må jo være en god grund til det, eller hvad?
Første gang, jeg for alvor blev opmærksom på ovennævnte, er da en underviser på CBS angiveligt følte sig krænket over sangen ”Den danske sang er en ung, blond pige”, som er at finde i Højskolesangbogen. Hvorfor, tænkte jeg. Er det ikke logisk? Jeg funderede meget over det, og kunne virkelig ikke forstå, at en underviser, med i øvrigt anden etnisk herkomst end dansk, følte sig krænket. Min etniske herkomst er heller ikke dansk. Dog er jeg født og opvokset i Danmark, og har et dansk pas, men jeg føler mig i hvert fald ikke krænket! Dette er helt sikkert fordi, jeg grundlæggende set forstår og accepterer, at den ”oprindelige” dansker er lys i huden; meget lysere end mig. Det hører til almen historie og etnologi. Samtidig har jeg heller ikke glemt, at vi i dagens Danmark inkluderer alle, og at alle har lige ret til at blive integreret i samfundet. Men derfor skal man hverken lave en sang om, eller undlade at synge den. Skal vi så også til at droppe de kristne salmer, for ikke at krænke andre religiøse grupper?
Siden ovennævnte krænkelsessag har vi, i dagens Danmark, set adskillige krænkelsessager, hvor mange af dem, for mig, forekommer direkte groteske eller unødvendige. Verden har givet os lov til at føle os krænket, blot man siger ”lyst brød”. Og det i sig selv er ikke sundt for os, og bestemt ikke noget vi skal videregive til vores børn. Herved vil man, uden tvivl, risikere at mangfoldigheden svinder. Der vil opstå nul tolerance for folks forskelligheder, og de forskellige holdninger og meninger der skulle opstå iblandt os.
Denne stigende tendens er samtidig medvirkende til, at skygge over de reelle problemer – altså, de reelle krænkelsessager, som vi som samfund bør reagere på og gøre noget ved. Dette fordi, det i dag er blevet så nemt at føle sig krænket. Dette er, uden tvivl, en stopklods for mange, som fx. bliver seksuelt krænkede, fordi de sætter nogle tanker i gang hos den krænkede om, hvorvidt følelsen af at blive krænket faktisk er valid! Dette resulterer i, at der enten går for lang tid, før man melder krænkelsen, eller at man faktisk helt tier, hvilket er til krænkerens fordel.
Hvor mange tænker egentligt over, hvor skadelig denne krænkelseskultur er?
Vi ser allerede, hvordan krænkelseskulturen har resulteret i, at mange efterhånden er begyndt at tie med at ytre, eller at man efterhånden gennemtænker enhver mening mindst 10 gange, før man tør give sin mening til kende.
For vi er bange for, at nogen vil føle sig krænket. Og vi er bange for, at omverdenen dømmer os som ultra-sensitive individer.
Flere og flere tier og tøver, og holder sig tilbage fra et ytre om reelle krænkelser.
Hvilke konsekvenser har dette for vores fremtidige samfund, og individet?