• 24. august 2024 12:34

Nyheder fra hele verdenen

Hjælp, min elregning er kommet

Helge Christensen

ByHelge Christensen

mar 10, 2023

Hjælp, min elregning er kommet

Jeg sidder med min elregning foran mig og forundres. Sikkert sammen med mange andre. Kan det virkelig være rigtigt, at man skal engagere sig med en professionel rådgiver, for at forstå sin regning?

Totalbeløbet er 2.304,94. Selve elprisen er på 891,50 kr.

Så står der pulje el til 69,50. Hvad pokker er det?

Underneden en elaftale, der skal betales et mindre beløb for. Aner ikke hvad det er.

Der er herefter en såkaldt transport udgift. Det må være en fejl, da jeg ikke mindes, at have kørt taxa med mit elselskab. Men jeg har åbenbart kørt for 151,22 kr.

Så er der et abonnement til netselskabet på 72,51 kr. Hvad får jeg lige fra de penge?

Så er der en såkaldt balance tarif.  Har aldrig hørt om det. Den er godt nok kun på 3 kr. Men det er meget for mig. Det var lige det, jeg stod og manglede, da jeg ville købe en bakke æg i Rema.

Så er der igen nogle transportudgifter. Denne gang to transportbetalinger på henholdsvis 22,49 og 16,44 kr. Det kan ikke være taxa, da det ikke engang dækker startprisen – og rickshaw tør jeg ikke køre i.

Vi er langt fra færdige med denne logiske og nemt forståelige regning.

Et beløb på 598,69 skal dække en elafgift, som helt og holdent går til Statskassens evigt bugnende kagedåse, hvorfra vi almindelige mennesker måske – måske ikke – kan få lov til at få nogle af krummerne, der selvfølgelig ligger helt nede på bunden og umulige at få op.

Så er vi færdi…….. Nåh nej.

Oven i alt dette kommer der så 25 % moms. Er det ikke ufatteligt, at der er moms på både afgifter, gebyrer og taxaregninger?

Hvorfor de ikke også har lagt moms på momsen er mig en gåde. Men måske har mit energiselskab trods alt en slags respekt for deres kunders intelligens.

Men summa summarum skal jeg betale mere end 2300 kr. for at få leveret strøm til 890 kr.

Til den pris havde jeg godt nok forventet, at der fulgte en manual med til forståelse af regningen.

 

Kære læser, læg gerne dine kommentarer og tanker om dette i kommentarsporet enten her, eller på Facebook... 

 

Helge Christensen

By Helge Christensen

Undersøgende journalist, og klummeskribent hos DK-Nyheder

Følg DK Nyheder

Hjælp os med at vokse og fortsat levere gratis interessant indhold ved at følge os på Facebook


This will close in 54 seconds