Da Donald Trump gentagne gange har omtalt NATO som svagt eller i praksis en “papirtiger”, rammer han en debat, der længe har ulmet i den transatlantiske alliance.
Spørgsmålet er, om kritikken afspejler virkeligheden – eller om den overser både historiske erfaringer og nutidige forandringer.
Kritikken: byrdefordeling og politisk vilje
Kernen i Trumps kritik er ikke ny. I årtier har USA båret hovedparten af NATO’s militære udgifter, mens mange europæiske lande har ligget under målsætningen om at bruge 2 procent af BNP på forsvar. Det har skabt en ubalance, hvor USA i praksis har været rygraden i alliancens militære kapacitet.
Kritikken rummer en reel pointe: NATO er ikke en stat, men en alliance af suveræne lande. Beslutninger kræver politisk enighed, og det kan tage tid. I en krisesituation kan netop denne afhængighed af konsensus fremstå som en svaghed.
Men at gå fra denne erkendelse til at kalde NATO en papirtiger er en kraftig forenkling.
Realiteterne: en militær superalliance
Ser man på de faktiske forhold, er NATO samlet set den stærkeste militære alliance i verden. Medlemslandenes samlede økonomi udgør omkring halvdelen af globalt BNP, og deres samlede militærbudget overstiger langt både Rusland og Kina – endda tilsammen.
Teknologisk har NATO, anført af USA, et betydeligt forspring inden for blandt andet luftmagt, efterretning og præcisionsvåben. Samtidig råder alliancen over atomvåben gennem USA, Storbritannien og Frankrig, hvilket skaber en strategisk balance over for Rusland.
Den formelle kerne i alliancen er NATO-traktaten artikel 5, princippet om kollektivt forsvar: et angreb på ét medlem betragtes som et angreb på alle. Men bestemmelsen er ikke en automatisk krigserklæring. Hvert land beslutter selv, hvordan det vil bidrage. Det giver fleksibilitet – men også en vis usikkerhed.
9/11: da NATO gik fra ord til handling
Det stærkeste modargument mod idéen om NATO som en papirtiger findes i alliancens egen historie. Efter terrorangrebene den 11. september 2001 blev artikel 5 for første gang aktiveret – ikke for et europæisk land, men for USA.
Europæiske allierede deltog herefter i krigen i Afghanistan gennem ISAF missionen. Soldater fra en lang række lande kæmpede, og mange mistede livet i en konflikt, der ikke direkte truede deres eget territorium.
For mange veteraner – både amerikanske og europæiske – er dette ikke en abstrakt alliance, men en konkret erfaring. De har set, hvordan princippet om kollektivt forsvar blev omsat til handling. Set fra dette perspektiv kan betegnelsen “papirtiger” opleves som en tilsidesættelse af de ofre, der blev bragt i alliancens navn.
Et vendepunkt: Rusland og genoprustningen
Hvis NATO tidligere kunne kritiseres for at være politisk tøvende og militært underfinansieret i Europa, har udviklingen siden Ruslands invasion af Ukraine 2022 ændret billedet markant.
Europæiske lande har øget deres forsvarsbudgetter, ofte til eller over 2-procentsmålet. NATO har styrket sin tilstedeværelse i Østeuropa, og beredskabet er blevet markant forbedret. Samtidig er samarbejdet blevet tættere, og beslutningsprocesserne i praksis hurtigere.
Danmark er et godt eksempel på denne udvikling. Fra at være et lille, men aktivt bidragende land har Danmark efter 2022 øget sine investeringer i forsvaret, styrket sin rolle i Østersøområdet og ydet betydelig støtte til Ukraine. Landets strategiske placering gør det til en vigtig brik i kontrollen over adgangen til Østersøen.
Styrke og svaghed i samme system
NATO’s paradoks er, at dets største styrke og svaghed udspringer af samme kilde: det er en alliance af demokratier.
Styrken ligger i:
- enorm samlet økonomisk og militær kapacitet
- teknologisk overlegenhed
- et fælles strategisk fundament
Svagheden ligger i:
- behovet for politisk enighed
- forskelle i nationale prioriteter
- historisk ujævn byrdefordeling
Det betyder, at NATO kan fremstå langsomt i beslutningsfasen, men samtidig ekstremt stærkt, når beslutningen først er truffet.
Hvis artikel 5 testes
Skulle et land som Danmark blive angrebet, ville artikel 5 ikke udløse en automatisk militær respons i identisk form fra alle allierede. Men i praksis er der stærke incitamenter til en hurtig og omfattende reaktion.
Et angreb på Danmark ville ikke blot være et angreb på et lille land, men på en strategisk nøgleposition i Nordeuropa. Det ville påvirke hele alliancens troværdighed. Derfor vurderer de fleste analyser, at NATO ville reagere hurtigt med både militære og andre midler.
Konklusion
At kalde NATO en papirtiger er en politisk slagkraftig formulering, men analytisk utilstrækkelig. Kritikken af byrdefordeling og politisk træghed har haft en vis berettigelse og har været med til at presse europæiske lande til at opruste.
Men historien – ikke mindst efter 9/11 – viser, at alliancen er i stand til at handle. Og den aktuelle sikkerhedspolitiske situation har styrket både viljen og evnen til fælles forsvar.
NATO er derfor hverken en papirtiger eller en ufejlbarlig militær maskine. Det er en politisk-militær alliance, hvis styrke i sidste ende afhænger af medlemslandenes vilje til at stå ved deres forpligtelser. Indtil videre tyder både historien og nutiden på, at denne vilje – når den virkelig testes – er til stede.
