Hvordan Rusland, Kina og USA’s vaklende rolle udfordrer den frie verdens sammenhængskraft – og hvorfor netop denne krise kan blive vores styrke
Der findes øjeblikke i historien, hvor det, man troede var urokkeligt, pludselig begynder at skælve, og hvor en verdensorden, der i årtier blev betragtet som stabil, viser sig at hvile på mere skrøbelige fundamenter, end nogen havde forestillet sig. Vesten befinder sig netop nu i et sådant øjeblik. Mens autoritære stormagter som Rusland, Kina, Iran og Nordkorea udfordrer den frie verden på måder, der både er synlige og usynlige, brutale og subtile, sker der samtidig noget inden for selve Vesten, som tvinger os til at genoverveje hele vores sikkerhedspolitiske selvforståelse. For i samme øjeblik, hvor ydre trusler kræver sammenhold, er den stormagt, vi længe betragtede som garant for vores sikkerhed og værdier – USA – blevet markant mindre forudsigelig, og Europa må nu stille sig selv et spørgsmål, der i årtier var utænkeligt: står vi i virkeligheden mere alene, end vi troede?
Testen af Vesten er altså ikke blot en prøve på vores evne til at modstå aggression udefra, men en dybdegående eksamen i vores evne til at definere os selv, forny vores strategiske tænkning og genopdage den grundlæggende idé, der i sin tid gjorde den frie verden stærk.
Rusland – det brutale kald tilbage til geopolitikkens realitet
Når man ser på Rusland, er det tydeligt, at Kremls strategi ikke opstod i 2022, men blev bygget op gennem mere end et årti, hvor cyberangreb, desinformationskampagner, energiafhængighed, skjult påvirkning og militære provokationer gradvist testede Vestens reaktionsevne. Invasionen af Ukraine var blot kulminationen på et projekt, der skulle vise, at Europa var blevet så afhængigt af russisk gas, så splittet af interne stridigheder og så træt af konflikter, at vi ikke længere ville reagere kraftfuldt på brud på international ret.
Det, der var tænkt som en demonstration af Vestens svaghed, viste sig imidlertid at afsløre noget andet. Rusland lykkedes ganske vist med at kaste Europa ud i et chok, men styrkede i samme bevægelse de alliancer, Kreml ville svække. NATO blev revitaliseret, EU tog forbløffende hurtige beslutninger, og Finland og Sverige valgte – i en historisk vending – at opgive årtiers neutralitet.
Rusland pressede Vesten, men presset gjorde os også mere bevidste om, hvad vi risikerer at miste.
Kina – den langsomme, strukturelle udfordring
Hvor Rusland handler med dramatik og våbenmagt, bruger Kina sin økonomiske tyngde og teknologiske indflydelse til at teste Vesten på en langt mere raffineret måde. Beijing har gennem årtier opbygget en dominans over globale forsyningskæder, teknologiske standarder og kritiske mineraler, der gør en lang række vestlige industrier afhængige af kinesisk produktion. Kinas tætte greb om telekommunikation, kunstig intelligens, batteriproduktion, medicinske råstoffer og sjældne jordarter er ikke tilfældigheder, men resultatet af en strategisk vilje til at forme fremtidens globale arkitektur.
Denne økonomiske og teknologiske indflydelse er ikke blot et redskab til vækst, men en måde at teste, hvor langt Vesten er villig til at gå for sine egne værdier, når økonomiske bekvemmeligheder står på spil. Kina udfordrer vores evne til at beskytte kritiske teknologier, sikre vores digitale infrastruktur og afkoble sikkerhed fra kortsigtede økonomiske hensyn. Deri består testens kompleksitet: den er stille, men gennemgribende, og den har krævet en langsom, men nødvendig erkendelse af, at strategisk afhængighed er lig med sårbarhed.
Iran, Nordkorea og skyggeaktørerne, der skaber global uro
Sideløbende med de to store stormagter opererer Iran og Nordkorea som testens konstante baggrundsstøj. Iran bruger sin omfattende netværk af proxygrupper i Mellemøsten til at destabilisere regioner, der i forvejen er skrøbelige, og tvinger Vesten til at sprede opmærksomheden ud på flere krisepunkter. Nordkorea fortsætter sine missiltests som et nærmest ritualiseret signal om, at den asiatiske magtbalance kan forskydes med meget kort varsel.
Disse aktører er måske ikke stærke nok til at udfordre Vesten direkte, men stærke nok til at forstyrre verdensordenen og udmatte vores diplomatiske og militære opmærksomhed. De er en del af testens helhed – små, men betydningsfulde stød mod den frie verdens stabilitet.
USA – en allieret, men ikke længere en garanti
Den mest uventede del af testen af Vesten kommer dog ikke fra Øst, men fra Vest. USA, som i næsten et århundrede var historiens måske mest stabile demokratiske stormagt og det fundament, Europa byggede sin sikkerhedsarkitektur på, er ikke længere den forudsigelige partner, europæere vænnede sig til. Politisk polarisering, isolationistiske strømninger og skiftende udenrigspolitiske prioriteringer har skabt en situation, hvor amerikansk engagement i Europa ikke længere kan tages for givet, men afhænger af den skiftende stemning i Washington.
For første gang i moderne tid må Europa derfor overveje, om vores mest grundlæggende sikkerhedspolitiske forudsætning – at USA vil beskytte os – fortsat er ufravigelig. USA er stadig stærkt, stadig indflydelsesrigt, stadig demokratiets vigtigste globale aktør. Men landets indre stridigheder og periodiske tilbagetrækning fra verdensscenen betyder, at Europa ikke længere kan være passager i et amerikansk ledet system; vi har brug for at blive medchauffører.
Det er en ubehagelig erkendelse – men også en nødvendig. For det er først nu, Europa for alvor er begyndt at opbygge en egen strategisk kultur, baseret på forsvarsinvesteringer, teknologisk selvstændighed og en voksende forståelse af, at vores sikkerhed ikke må afhænge af politiske skift i et andet land.
USA har ikke trukket sig tilbage fra Vesten. Men USA’s engagement er ikke længere en naturlov. Og netop derfor tvinges Europa til at tage ansvar for sig selv.
Vestens sårbarheder – og de skjulte styrker
De autoritære regimer tester ikke kun vores militære kapaciteter eller vores økonomiske robusthed, men i endnu højere grad vores politiske udholdenhed. De forsøger at udnytte polarisering, misinformation, kulturelle konfliktlinjer og befolkningernes voksende mistillid til institutioner, fordi de ved, at demokrati er stærkt, når det står samlet – og sårbart, når det er splittet indefra.
Men det er også her, Vestens egentlige styrker kommer til syne. Demokratier kan ændre kurs, tilpasse sig, korrigere fejl og udvikle nye strategier uden at undertrykke befolkningen eller lukke samfundet ned. Vores styrke ligger ikke i perfekt enighed, men i evnen til at overleve uenighed. Det er en egenskab, der gør os langsomme i kriser, men uhyre modstandsdygtige i længden.
Forløsningen – når presset gør os stærkere
Midt i denne tilsyneladende faretruende test ligger en paradoksal forløsning. For jo mere Vesten presses, desto tydeligere bliver det, at vores fundament ikke er så porøst, som mange frygtede. NATO er stærkere, end det har været i årtier. Europa begynder at tage ansvar for sin egen sikkerhed. Kina møder for første gang global modstand mod sin teknologiske dominans. Rusland er strategisk svækket af sin egen aggression. Og USA – trods alt – står fortsat sammen med Europa, men i en ny, mere ligeværdig og mere realistisk partnerskabsmodel.
Testen har afsløret en sandhed, som længe var sløret af selvtilfredshed: at demokratiets styrke ikke viser sig i fredstidens harmoni, men i krisens nødvendige klarhed. Den frie verden har ikke mistet sin kraft; den har genopdaget den.
Vesten står stadig i stormens øje. Men stormen viser os også, at vi ikke længere er et verdenssystem, der lever af gamle løfter, men et fællesskab, der – når det virkelig gælder – kan finde sammen, reformere sig selv og stå op mod de kræfter, der gerne så vores orden smuldre.
Testen af Vesten er derfor ikke blot en fare. Den er også en mulighed for at blive stærkere, mere selvstændige og mere bevidste om værdien af den frihed, vi i så mange år tog for givet.
