Af Anders Hancock, juni 2025
Den 13. juni 2025 vågnede verden op til nyheden om, at Israel havde indledt en massiv militær offensiv mod Iran. Under kodenavnet Operation Rising Lion gennemførte israelske kampfly, missiler og droner koordinerede angreb mod over 100 mål i Iran, herunder de strategiske atomanlæg i Natanz og Isfahan. Irans svar kom hurtigt og voldsomt: ballistiske missiler og droner regnede ned over israelske byer, fra Tel Aviv til Haifa.
I det følgende gennemgår vi ikke blot, hvad der skete og hvorfor, men også – og måske vigtigere – hvad det betyder. For den iranske befolkning. For regionens fremtid. Og for det grundlæggende spørgsmål, der nu tårner sig op: Ønsker Israel at styrte Irans præstestyre? Eller er det en utilsigtet konsekvens af en strategi, der er blevet presset til det yderste?
Spændingsfeltet: Atomvåben, terror og årtiers latent krig
Konflikten mellem Israel og Iran er ikke ny. Den har ulmet i årtier og intensiveret sig dramatisk siden den islamiske revolution i 1979 og oprettelsen af Israels fjender Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza – begge støttet direkte af Teheran. Men det egentlige brændpunkt i 2025 er Irans atomprogram.
I februar i år rapporterede Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), at Iran havde opnået over 270 kg uran beriget til 60 %. Det er teknisk set nok til at kunne fremstille flere atomvåben, hvis landet beslutter sig for det. I mellemtiden brød forhandlingerne med E3-landene sammen, og Irans afvisning af inspektioner blev tolket som et skridt mod fuld atomvåbenstatus.
Israel, hvis sikkerhedsdoktrin bygger på princippet om, at ingen fjendtlig magt i regionen må besidde atomvåben, så en rød linje er blevet overskredet.
Operation Rising Lion: Fra skyggekrig til åben konfrontation
Den israelske offensiv var ikke blot militær – den var strategisk og psykologisk. Droner affyret fra Mossad-opererede baser inde i Iran blev brugt til at ødelægge luftforsvarssystemer og missilsiloer, hvilket banede vejen for luftangrebene. Angrebene var præcise, men langt fra uden civile tab – og de var målrettet ikke kun mod militære installationer, men også mod symboler på statens magt: elværker, transportknudepunkter – og medieinstitutioner.
Den 14. juni bombede Israel Irans nationale tv-station IRIB i Teheran. En handling der internationalt blev mødt med fordømmelse – men også som et signal: Dette handler ikke kun om våben, men om regimets evne til at kontrollere befolkningen og kommunikationen.
Irans modsvar: Operation True Promise III
Den iranske reaktion kom prompte. Over 150 ballistiske missiler og et hundrede droner blev affyret mod israelske byer og militærbaser. De fleste blev skudt ned af Israels Iron Dome- og Arrow-forsvarssystemer, men nogle brød igennem og ramte befolkede områder. Mindst 24 mennesker blev dræbt, over 700 såret.
Det iranske styre benyttede samtidig lejligheden til at erklære national mobilisering og tale om en ”eksistentiel krig” mod zionistisk aggression. Budskabet blev forankret i en voldsom intern propagandakampagne og repressiv kontrol, som allerede har resulteret i tusindvis af arrestationer og delvise blackouts på internettet.
Civil panik og masseflugt
I Iran har angrebene og frygten for en fuldskala invasion udløst kaos i befolkningen. Over 100.000 mennesker har ifølge internationale observatører forladt Teheran i løbet af få dage, især mod de nordlige provinser Mazandaran og Gilan. Mange af dem er middelklassefamilier og unge med uddannelse, som frygter både bomberne og regimets næste skridt.
Supermarkeder er tømt. Benzinrationering er indført. Hospitaler rapporterer mangel på antibiotika og kirurgiske forsyninger. Iran står ikke alene i en militær krise – men midt i en eskalerende humanitær katastrofe.
Regimet: Overlevelse eller fald?
Det centrale spørgsmål er nu, om Irans præstestyre kan overleve denne konfrontation – og hvad det i så fald vil betyde for befolkningen.
Hvis regimet består
Et overlevende styre vil med al sandsynlighed:
-
Skærpe undertrykkelsen for at forhindre oprør
-
Udnytte den ydre fjende som samlende fortælling
-
Øge samarbejdet med autoritære stater som Rusland og Kina
-
Trække sig yderligere væk fra internationale normer og samarbejde
Det vil føre til øget isolering, økonomisk afgrund og en befolkning tvunget til at leve under mere end bare bomber – men også frygt og censur.
Hvis regimet falder
Et regimesammenbrud vil være dramatisk. Det vil muligvis føre til:
-
En voldsom borgerkrig mellem militser, etniske grupper og efterretningsapparatet
-
En ny bølge af flugt og kaos i regionen
-
Mulighed for en folkelig revolution og overgang til en mere demokratisk styreform
Men faren er, at magtvakuummet bliver udfyldt af kaos – eller endnu en autoritær kraft. Som i Irak. Som i Syrien.
Er regimeskifte Israels mål?
Officielt benægter Israel, at målet er at styrte det iranske regime. Præmissen for angrebet er, at Iran var tæt på at opnå atomvåben – og at der ikke længere var tillid til, at diplomati eller sanktioner kunne standse processen.
Men israelske handlinger og retorik afslører et dybere lag:
-
Mossads aktiviteter internt i Iran tyder på langvarig strategisk planlægning, ikke blot præventiv forsvar.
-
Angreb på civile og symbolske statslige mål – ikke kun militære – antyder, at målet også er at destabilisere regimet.
-
Flere israelske sikkerhedseksperter har offentligt erklæret, at så længe præstestyret eksisterer, vil der ikke være fred – og derfor må det væk.
Dermed er regimets fald muligvis ikke det udtrykte mål – men det er et accepteret eller måske endda ønsket udfald.
Den globale vinkel
USA’s regering under præsident Donald Trump har støttet Israel, men holder sig militært tilbage. Til gengæld presser EU-landene på for våbenhvile. FN og Røde Kors advarer mod eskalation, mens Kina og Rusland holder lav profil – men udnytter konflikten til at positionere sig som alternative magtcentre.
Olien stiger dramatisk. Handelsruter gennem Hormuzstrædet er truet. Hele regionens skæbne – og måske dele af verdensøkonomien – afhænger af, hvad der sker de næste dage og uger.
Konklusion: Et folk fanget mellem regimer og realpolitik
Krigens første ofre er altid de uskyldige. I Iran er befolkningen fanget mellem et styre, der klamrer sig til magten, og en krig, som Israel fører for at sikre sin overlevelse. Det er en kamp mellem stater, men det er menneskeliv, der betaler prisen.
Uanset om det iranske styre består eller falder, vil konsekvenserne for de 88 millioner iranere være dybtgående. I bedste fald får landet mulighed for forandring. I værste fald bliver det et nyt Syrien – blot langt større, mere komplekst og strategisk farligere.
Israel har måske ikke sat sig som eksplicit mål at styrte præstestyret – men deres handlinger vil uundgåeligt bringe regimet tættere på afgrunden. Og hvad der følger, er hverken sikkert, stabilt eller nødvendigvis fredeligt.
