Klumme: Hvor lander ti-øren?

Faktum er, at er man human, behandler man alle ens, uanset hudfarve, religion, race osv.
Jeg har svært ved at imødekomme den tydelige diskrimination, der fremgår i form af særbehandling og hastelovgivning som udelukkende gavner de ukrainske flygtninge.

Dermed sagt, er jeg ikke tilhænger af den krig, Rusland og NATO har været årsag til – selvfølgelig skal ukrainere OGSÅ hjælpes!!

Men hvorfor så meget forskelsbehandling? Det er mit spørgsmål.

Hvorfor en særlov, som tilgodeser ukrainske flygtninge?

Hvorfor kan de kunne hurtigst muligt komme i arbejde og lignende, mens andre flygtninge ikke skal?

Hvorfor skal smykkeloven ikke gælde ukrainske flygtninge?

Hvorfor er der mere sympati over for ukrainske folk og Ukraine som land?

Jeg har ikke set samme sympati eller næstekærlighed fra Vesten, i alle de år, hvor fx. palæstinensere, tamilere osv. har været udsat for krigsforbrydelser? For eksempel har FN ikke reageret med så megen hast over for andre befolkningsgrupper, som man har reageret over for Ukraine.

Helt ærligt, det er faktisk til at brække sig over.
Jeg forstår, at krigen i Ukraine rammer Europa. Det gør den. Og selvfølgelig skal vi reagere og bekymre os. Men jeg forstår ikke hvor denne medmenneskelighed blev af i andre krige.

Hvor bliver den dér “hvorfor flygter de ikke bare til nabolandet?” henne?

Rigtigt nok, er Europa efterhånden det eneste, forholdsvis stabile kontinent. Og dette er nogles argument for at have ekstra fokus på Ukraine. Javel. Så resten af verden – den “3. verden” – er ligegyldig?

Da tamilere gjorde oprør mod singalesisk undertrykkelse, blev “vi” kaldt terrorister. Men når ukrainere opfordres til at lave molotovcocktails og gå i krig mod den russiske hær, hyldes de som frihedskæmpere. What the…

I min optik, er alle, der kæmper mod krig og undertrykkelse frihedskæmpere. Slut.

 

Om forfatteren:

Abita er uddannet cand.mag. i audiologi, og arbejder til dagligt på en hospitalsafdeling, som koordinator og audiolog.