Nu bliver det dyrt…
Fra 1. april bliver det dyrere at tage bilen til København i weekenden. Et politisk flertal i Københavns Kommune har besluttet at indføre betalingsparkering om søndagen på byens cirka 72.000 offentlige parkeringspladser i betalingszonen.
Den nye ordning betyder, at kun den første time er gratis, medmindre man har en beboerlicens. Hidtil har søndage været betalingsfri, men det er nu fortid.
Flere skal vælge offentlig transport
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) ser tiltaget som en måde at få flere besøgende til at vælge offentlig transport eller cyklen frem for bilen.
– Biler fylder rigtig meget i gadebilledet, når de holder parkeret, og pladsen er begrænset i en by som København. Derfor skal den helst gå til dem, der bor i byen og har brug for en bil, udtaler Line Barfod i en pressemeddelelse.
Hun peger desuden på, at færre parkerede biler kan være med til at nedbringe luftforureningen i hovedstaden.
Automat eller app – ikke p-skive
Med den nye ordning er det ikke længere nok at bruge en p-skive. Bilister skal i stedet registrere parkeringen i en automat eller via en parkeringsapp.
Tiltaget er en del af en større strategi for at begrænse biltrafikken i København og skabe mere plads til byens beboere og grønne transportformer.