I årtier har den islamiske republik Iran investeret massivt i ideologisk opdragelse.
Fra skolesystemet og offentlige ceremonier til statslige medier har regimet forsøgt at forme borgernes verdenssyn, politiske loyalitet og nationale identitet. Børn og unge er vokset op i et system, hvor politiske slogans, revolutionær retorik og fjendebilleder har været en del af hverdagen.
af Anders Hancock
Alligevel står Iran i dag over for en bemærkelsesværdig realitet: en ung generation, der i stort tal vender sig mod staten, udfordrer dens autoritet og i åben protest afviser dens fortællinger. Spørgsmålet er derfor ikke blot, om Iran har forsøgt at indoktrinere – men hvorfor det i så vid udstrækning ikke har haft den ønskede effekt.
Ideologisk opdragelse som statsprojekt
Efter revolutionen i 1979 blev uddannelsessystemet i Iran omformet til at fungere som en forlænget arm af staten. Skolerne skulle ikke alene undervise i matematik og litteratur, men også i loyalitet over for den islamiske republik. Nationale ritualer, politiske budskaber og klare forestillinger om venner og fjender blev indlejret i undervisningen og det offentlige rum.
Mange iranere har fortalt om skoletid præget af politiske slogans, portrætter af ledere og forventninger om at deltage i kollektive udtryk for regimets ideologi. Ideen var klassisk: gentagelse, autoritet og fællesskab skulle forme borgerens identitet fra barnsben.
Denne tilgang er velkendt i historien. Totalitære og autoritære stater har ofte betragtet børn som det mest effektive sted at sikre fremtidig loyalitet. Men historien viser også, at indoktrinering ikke altid virker – og nogle gange producerer det stik modsatte af det tilsigtede.
Den iranske undtagelse
Det bemærkelsesværdige ved Iran er, at netop de generationer, der er vokset op fuldt ud under systemet, i dag er blandt dets mest højlydte kritikere. Skoleelever og studerende har spillet en central rolle i demonstrationer, åbne protester og civil ulydighed. Mange har ikke blot afvist statens slogans, men aktivt vendt dem på hovedet og rettet dem mod regimet selv.
Dette peger på en afgørende forskel mellem Iran og andre historiske eksempler på effektiv indoktrinering: Den iranske stat har forsøgt at kontrollere fortællingen, men har aldrig formået fuldstændigt at kontrollere virkeligheden.
Iran er et samfund med dybe kulturelle rødder, en stærk historisk bevidsthed og en lang tradition for poesi, filosofi, debat og intellektuel modstand. Den persiske identitet rækker tusinder af år tilbage og eksisterer sideløbende – og ofte i spænding – med den islamiske republik. For mange iranere opleves staten ikke som en naturlig forlængelse af nationen, men som et pålagt system.
Når propaganda kolliderer med levet erfaring
Indoktrinering fungerer bedst, når statens fortælling nogenlunde stemmer overens med borgernes oplevede virkelighed. I Iran er kløften mellem retorik og hverdag blevet stadig større. Økonomiske problemer, social kontrol, korruption og internationale isolation står i kontrast til løfter om værdighed, styrke og moralsk overlegenhed.
For unge iranere, der har adgang – om end begrænset – til verden udenfor, bliver denne modsætning tydelig. Når staten siger én ting, men virkeligheden viser noget andet, opstår der ikke loyalitet, men skepsis. Gentagen propaganda mister sin effekt, når den opleves som åbenlyst uærlig.
Sammenligning: Når indoktrinering virker
Historien rummer eksempler på, at massiv ideologisk påvirkning faktisk har haft stor gennemslagskraft. I Nazi-Tyskland blev børn systematisk organiseret i Hitlerjugend, hvor fysisk disciplin, fællesskab og ideologisk ensretning skabte en generation, der i vidt omfang internaliserede regimets verdenssyn. Tilsvarende sås i Maos Kina, hvor unge blev mobiliseret som aktive redskaber i statens ideologiske kamp.
Fælles for disse systemer var ikke blot propaganda, men en næsten total kontrol over information, sociale relationer og alternative fortællinger. Afvigelse var ikke bare farlig – den var ofte utænkelig.
I nyere tid ser man også, hvordan politisk polarisering og gentagne falske narrativer kan skabe stærke identitetsfællesskaber i demokratiske samfund. Bevægelsen omkring MAGA i USA har vist, hvordan gentagelse, følelsesladet retorik og mistillid til etablerede institutioner kan føre til, at store grupper accepterer åbenlyse usandheder og afviser dokumenterede fakta. Her er der ikke tale om statslig indoktrinering i klassisk forstand, men mekanismerne minder om hinanden: loyalitet erstatter kritisk tænkning.
Hvorfor Iran er anderledes
Det afgørende skel er, at mange iranere – trods repression – har bevaret en stærk tradition for kritisk refleksion. Det persiske samfund har historisk produceret tænkere, digtere og intellektuelle, som har udfordret magten, ikke underkastet sig den. Denne kulturelle arv lever videre, også blandt unge.
Det betyder ikke, at Iran er immun over for propaganda. Men det betyder, at indoktrinering møder modstand – ikke kun politisk, men kulturelt og intellektuelt. Mange iranere accepterer ikke autoritet blot fordi den gentages højt og ofte.
Internettet som slagmark
Netop derfor spiller internettet en så central rolle. Når staten lukker for forbindelsen under demonstrationer, er det ikke kun for at forhindre organisering – men for at genvinde kontrollen over fortællingen. Adgangen til alternative perspektiver er en direkte trussel mod et system, hvis ideologiske fundament allerede er skrøbeligt.
At regimet igen og igen tyr til internetnedlukninger, kan ses som et tegn på svaghed snarere end styrke. Et system, der har tillid til sin egen fortælling, behøver ikke lukke munden på sine borgere.
Et folk, der ikke lod sig forme
Det iranske tilfælde viser, at indoktrinering ikke er en garanti for kontrol. Tværtimod kan den – når den kolliderer med virkelighed, kultur og menneskelig erfaring – skabe en generation, der er mere kritisk, mere modstandsdygtig og mere bevidst end forventet.
I den forstand står Iran som et eksempel på, at stolthed, intelligens og moralsk refleksion ikke let kan udslettes – selv ikke af et system, der har forsøgt i årtier
LÆS OGSÅ >> Demonstrationer i Iran mødes med internetnedlukninger
