/af Anders Hancock
En kronik om magt, misinformation og bruddet med politisk fornuft
Donald Trump er ikke blot en kontroversiel politiker. Han repræsenterer et markant brud med normer, institutioner og grundlæggende politisk rationalitet, som har præget vestlige demokratier i årtier. Hvor tidligere ledere udfordrede systemet indefra, har Trump gentagne gange udfordret selve systemets legitimitet.
Denne kronik gennemgår en række centrale områder, hvor Trumps handlinger og udtalelser har fået både eksperter, embedsmænd og almindelige borgere til at stille spørgsmålet: Hvordan blev det acceptable pludselig uacceptabelt – og omvendt?
1. Angreb på centralbankens uafhængighed
En af de mest grundlæggende søjler i moderne økonomisk styring er centralbankens uafhængighed. Princippet bygger på en historisk erkendelse: Når politiske ledere får direkte kontrol over pengepolitikken, opstår der en betydelig risiko for kortsigtede beslutninger, der gavner den siddende magt – men skader økonomien på længere sigt.
Centralbankens opgave er at sikre prisstabilitet, kontrollere inflation og understøtte økonomisk balance. Det kræver beslutninger, som ofte er politisk upopulære: renteforhøjelser i højkonjunkturer, stramninger før valg og modstand mod pres fra regeringer, der ønsker kunstig vækst. Netop derfor har vestlige demokratier gennem årtier insisteret på, at centralbanker skal være armslængde fra den politiske magt.
Donald Trump har gentagne gange udfordret dette princip. Han har offentligt kritiseret den amerikanske centralbank og dens ledelse, krævet lavere renter og givet udtryk for, at pengepolitikken burde understøtte hans økonomiske og politiske dagsorden. Kritikken har ikke været teknisk eller fagligt funderet, men politisk: Renten var ifølge Trump for høj, fordi den ikke tjente hans interesser – særligt i perioder op til valg og i forbindelse med økonomisk vækst, som han ønskede at tage æren for.
Denne tilgang repræsenterer et markant brud med traditionel amerikansk praksis. Selv præsidenter, der privat har været utilfredse med centralbankens beslutninger, har historisk respekteret den offentlige tavshed og institutionelle afstand. Trumps åbne pres – ofte via sociale medier og offentlige udtalelser – har været uden fortilfælde i nyere tid.
Problemet er ikke blot tonen, men signalet. Når en præsident fremstiller pengepolitik som et politisk redskab, svækkes tilliden til, at økonomiske beslutninger træffes ud fra faglige vurderinger. Markeder reagerer ikke kun på renter, men på forudsigelighed og troværdighed. Hvis investorer begynder at tvivle på centralbankens uafhængighed, kan konsekvensen være øget volatilitet, højere risikopræmier og på længere sigt inflationært pres.
Historien giver talrige advarsler. I lande, hvor regeringer har undermineret centralbankernes uafhængighed, har resultatet ofte været økonomisk ustabilitet, svækket valuta og faldende levestandard. Netop derfor anses uafhængige centralbanker i dag som en teknokratisk nødvendighed snarere end et politisk valg.
Når Donald Trump udfordrer dette princip, er det ikke blot et udtryk for uenighed om renteniveauet. Det er et strukturelt angreb på den institutionelle arkitektur, der skal beskytte økonomien mod politisk opportunisme. Det ændrer forholdet mellem statsmagt og faglig autoritet og flytter grænsen for, hvad der anses som legitim politisk indblanding.
I sidste ende handler det ikke om renter alene. Det handler om magt. Om hvem der træffer beslutninger på vegne af økonomien – og ud fra hvilke motiver. Når en præsident forsøger at presse centralbanken til at handle i overensstemmelse med egne interesser, udfordres ikke blot økonomisk praksis, men selve idéen om institutionel uafhængighed som værn mod magtmisbrug.
2. Covid-19: Benægtelse, bagatellisering og politisering
Covid-19-pandemien udgjorde den alvorligste globale sundhedskrise i moderne tid og stillede ekstraordinære krav til politisk lederskab, institutionel tillid og evidensbaseret beslutningstagning. I denne kontekst valgte Donald Trump en tilgang, der i betydelig grad afveg fra gængs krisestyring og folkesundhedsfaglige principper.
Allerede i pandemiens tidlige fase nedtonede Trump gentagne gange virussets alvor, både i offentlige udtalelser og i sin overordnede kommunikationsstrategi. Truslen blev fremstillet som midlertidig, overdrevet eller primært skabt af mediernes dækning. Denne framing havde en klar politisk dimension: En erkendelse af krisens alvor blev opfattet som en risiko for økonomien, aktiemarkederne og dermed for præsidentens egen politiske position.
I stedet for at fungere som samlende autoritet valgte Trump ofte at modsige eller relativere udmeldinger fra sundhedsmyndigheder og faglige eksperter. Centrale anbefalinger om smitteforebyggelse, herunder brugen af mundbind, fysisk afstand og nedlukninger, blev ikke behandlet som sundhedsfaglige værktøjer, men som politiske symboler. Masker blev i den offentlige debat knyttet til identitet, loyalitet og ideologisk tilhørsforhold snarere end til evidens og risikoreduktion.
Denne politisering havde dybtgående konsekvenser. Når præsidenten offentligt signalerer skepsis over for videnskabelige anbefalinger, undergraves befolkningens tillid til de institutioner, der er sat i verden for at beskytte folkesundheden. I stedet for en klar, konsistent og hierarkisk krisekommunikation opstod et fragmenteret informationslandskab, hvor føderale, statslige og lokale myndigheder sendte modstridende signaler.
Et centralt element i Trumps håndtering var behandlingen af pandemien som et kommunikationsproblem snarere end et strukturelt sundhedsproblem. Fokus blev i høj grad rettet mod fortællingen om krisen – hvordan den blev opfattet, dækket og diskuteret – frem for dens faktiske epidemiologiske dynamik. Dette resulterede i gentagne forsøg på at kontrollere narrativet frem for at begrænse smitten.
Fra et akademisk perspektiv repræsenterer denne tilgang et brud med grundlæggende principper for kriseledelse. Effektiv håndtering af sundhedskriser forudsætter tillid, konsistens og respekt for faglig ekspertise. Når politisk ledelse aktivt konkurrerer med eller underminerer ekspertsystemet, opstår der et legitimitetsproblem, som kan forstærke krisens omfang.
Desuden bidrog den politiske polarisering af pandemien til en dyb social splittelse. Sundhedsadfærd blev ikke blot et spørgsmål om personlig risikovurdering, men om politisk identitet. Dette gjorde implementeringen af kollektive tiltag vanskeligere og reducerede effekten af selv veldokumenterede indsatser.
At politisere en global sundhedskrise fra præsidentembedet har derfor haft konsekvenser, der rækker langt ud over pandemiens umiddelbare forløb. Det har svækket tilliden til offentlige institutioner, normaliseret skepsis over for videnskabelig autoritet og skabt et præcedens for, at sundhedspolitik kan underordnes kortsigtede politiske hensyn.
I et bredere perspektiv illustrerer Trumps håndtering af Covid-19, hvordan fraværet af evidensbaseret lederskab i krisesituationer kan forvandle en sundhedsfaglig udfordring til en samfundsmæssig og demokratisk belastning. Det er ikke alene virusset, der forårsager skade – men også den måde, politisk magt vælger at reagere på det.
3. Anti-videnskab og institutionel mistillid som politisk strategi
Donald Trumps forhold til videnskab og ekspertise har været præget af grundlæggende skepsis – ikke blot i konkrete sager, men som et gennemgående træk i hans politiske tilgang. Videnskabelig viden er gentagne gange blevet fremstillet som politisk motiveret, elitær eller decideret fjendtlig over for “almindelige amerikanere”.
Denne tilgang adskiller sig fra traditionel politisk uenighed med eksperter. I stedet for at udfordre konkrete konklusioner eller prioriteringer, har Trump systematisk anfægtet selve legitimiteten af de institutioner, der producerer viden: forskningsmiljøer, sundhedsmyndigheder, efterretningstjenester og embedsværk.
Fra et akademisk perspektiv er dette karakteristisk for populistisk magtudøvelse, hvor viden ikke vurderes ud fra metodisk kvalitet, men ud fra politisk nytte. Ekspertise reduceres til holdning, og holdning ophøjes til sandhed.
Konsekvensen er institutionel erosion. Når befolkningen gentagne gange hører, at eksperter tager fejl, lyver eller er del af en skjult agenda, undermineres tilliden til de systemer, der skal understøtte rationel beslutningstagning. På længere sigt svækkes statens evne til at håndtere komplekse problemer, som netop kræver faglig specialisering.
4. MAGA-bevægelsen og konstruktionen af en alternativ virkelighed
“Make America Great Again” fungerer ikke blot som politisk slogan, men som en omfattende fortælling om tab, forfald og forræderi. Centralt i denne fortælling står forestillingen om, at USA bevidst er blevet svækket af eliter, medier, internationale institutioner og politiske modstandere.
Problemet er, at mange af bevægelsens bærende påstande gentagne gange er blevet tilbagevist af fakta. Alligevel gentages de konsekvent. Fra et videnskabeligt perspektiv er dette et eksempel på narrativ politik, hvor gentagelse erstatter dokumentation, og følelsesmæssig genkendelse erstatter empirisk sandhed.
Denne alternative virkelighed skaber et lukket informationskredsløb. Kritik opfattes ikke som korrektion, men som angreb. Institutioner, der modsiger fortællingen, mistænkeliggøres. Resultatet er politisk polarisering på et epistemologisk niveau: uenighed om, hvad der overhovedet er virkeligt.
5. Hadske udmeldinger og nedbrydning af den offentlige samtale
Trumps retoriske stil markerer et tydeligt brud med tidligere normer for politisk kommunikation. Personlige angreb, hån, nedgørelse og delegitimering af modstandere er ikke undtagelser, men centrale elementer i hans politiske metode.
Fra et demokratiteoretisk perspektiv er sproget ikke neutralt. Politisk kommunikation former rammerne for, hvad der kan diskuteres, og hvordan uenighed håndteres. Når modstandere fremstilles som fjender, svindlere eller landsforrædere, forsvinder grundlaget for kompromis og legitim opposition.
Denne retorik har haft en normdannende effekt. Den har rykket grænsen for, hvad der anses som acceptabel adfærd – ikke kun blandt politikere, men også i den offentlige debat. Resultatet er en forråelse, hvor konflikter eskalerer hurtigere, og tillid erstattes af mistanke.
6. Klima, grøn energi og afvisning af evidensbaseret politik
Donald Trumps tilgang til klima og energi er præget af systematisk afvisning af videnskabelig konsensus. Klimaforandringer er gentagne gange blevet bagatelliseret eller afvist, og grønne energiformer er blevet fremstillet som økonomisk skadelige og teknologisk ineffektive – ofte i modstrid med dokumenterede data.
Akademisk set illustrerer dette spændingen mellem evidensbaseret politik og ideologisk motiveret beslutningstagning. Hvor klimavidenskab bygger på tværdisciplinær konsensus, har Trump reduceret spørgsmålet til et politisk standpunkt, hvor fakta og holdning sidestilles.
Konsekvensen er ikke blot forsinkelse af den grønne omstilling, men også øget usikkerhed for investorer, stater og virksomheder, der baserer langsigtede beslutninger på stabile rammevilkår.
7. Grønland og ejerskabslogikken i udenrigspolitik
Trumps gentagne udtalelser om Grønland repræsenterer et bemærkelsesværdigt brud med moderne udenrigspolitisk tænkning. Når sikkerhed kobles til ejerskab, reduceres internationale relationer til transaktioner snarere end forpligtende partnerskaber.
I klassisk sikkerhedspolitik er alliancer baseret på gensidighed, ikke territorial kontrol. USA beskytter sine allierede, fordi stabilitet og forudsigelighed tjener egne langsigtede interesser. Trumps tilgang indfører en ejendomslogik, hvor territorier vurderes ud fra direkte nytteværdi.
Dette ændrer ikke blot forholdet til Grønland, men signalerer et mere generelt skift i amerikansk strategisk tænkning.
8. Nato, artikel 5 og betinget solidaritet
Nato’s artikel 5 er selve kernen i alliancen. Dens styrke ligger i dens ubetingethed. Når denne forpligtelse gøres betinget af økonomisk eller strategisk gevinst, svækkes dens afskrækkende effekt.
Trumps udtalelser om selektiv beskyttelse udfordrer alliancens troværdighed. Fra et sikkerhedspolitisk perspektiv er tvivl i sig selv destabiliserende. Hvis modstandere begynder at betvivle, om Nato vil reagere samlet, øges risikoen for provokation og eskalation.
9. Normalisering af det utænkelige
Det mest grundlæggende problem ved Trumps politiske virke er ikke én enkelt beslutning, men den gradvise normalisering af tidligere utænkelige positioner: angreb på demokratiske institutioner, afvisning af valgresultater, trusler mod allierede og åben mistillid til retsstatsprincipper.
Denne proces sker ikke abrupt, men trinvis. Hver overskridelse bliver referencepunkt for den næste. Over tid flyttes normaliteten.
Fra et demokratiteoretisk perspektiv er dette særligt alvorligt, fordi demokratier ikke kollapser gennem kup alene, men gennem langsom udhuling af normer.
Afsluttende analytisk perspektiv: Konsekvenser for verdenssamfundet
Donald Trumps politiske virke kan ikke forstås udelukkende som et amerikansk anliggende. USA er ikke blot en nationalstat blandt andre, men en strukturel søjle i den internationale orden, der blev opbygget efter Anden Verdenskrig. Når amerikansk lederskab ændrer karakter, påvirker det ikke kun interne politiske processer, men også de normer, institutioner og forventninger, som det globale system hviler på.
Trumps tilgang til magt repræsenterer et markant skift fra multilateralisme til transaktionalisme. Internationale relationer forstås ikke længere primært som langsigtede forpligtelser, men som forhandlinger, hvor værdi måles i umiddelbar gevinst. Denne logik udfordrer fundamentet for internationale organisationer, alliancer og aftaler, der netop er designet til at begrænse kortsigtet egeninteresse til fordel for stabilitet.
Når USA sår tvivl om Nato’s forpligtelser, underminerer det ikke blot alliancens sammenhængskraft, men også dens afskrækkende effekt. Når klimaaftaler afvises, bremses globale løsninger på problemer, der per definition er grænseoverskridende. Når internationale institutioner mistænkeliggøres, svækkes deres legitimitet – også i de lande, hvor USA traditionelt har været normbærer.
Disse forskydninger har allerede haft afsmittende effekt. Autoritære ledere verden over har fundet bekræftelse i, at institutionel modstand kan nedtones, normer kan brydes, og sandhed kan relativiseres uden umiddelbare konsekvenser. Når verdens mest magtfulde demokrati udfordrer sine egne principper, reduceres den moralske og politiske omkostning ved at gøre det samme andre steder.
For mindre stater er konsekvenserne særligt alvorlige. Internationale spilleregler er ikke abstrakte idealer, men eksistentielle sikkerhedsgarantier. Når stormagter begynder at handle selektivt, bliver små staters handlefrihed indskrænket. Sikkerhed bliver betinget, alliancer bliver usikre, og forudsigelighed erstattes af konstant strategisk usikkerhed.
På det økonomiske plan skaber Trumps tilgang øget volatilitet. Angreb på institutioner som centralbanker, handelssystemer og internationale aftaler øger risikoen for fragmentering af globale markeder. Når regler opleves som midlertidige og afhængige af politisk vilje, svækkes investeringer, langsigtet planlægning og økonomisk samarbejde.
Demokratisk set er konsekvenserne måske de mest vidtrækkende. Trumps ledelsesstil har bidraget til at normalisere mistillid til valg, medier og retsstaten. Når demokratiske institutioner fremstilles som politiske modstandere frem for fælles rammer, ændres borgernes forhold til demokratiet fra deltagelse til konfrontation.
Det er netop her, Trumps betydning rækker ud over hans person. Hans virke har vist, hvor sårbare selv veletablerede demokratier er over for vedvarende pres på normer snarere end formelle regler. Demokratier bryder sjældent sammen gennem ét dramatisk øjeblik. De udhules gradvist, når undtagelser bliver accepteret, og når tillid erstattes af loyalitet.
Fremadrettet vil verdenssamfundet skulle forholde sig til et USA, hvor institutionel kontinuitet ikke længere kan tages for givet. Uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus, er skaden på forudsigelighed allerede sket. Allierede vil søge alternative sikkerhedsgarantier, internationale institutioner vil tilpasse sig en mere fragmenteret verden, og normbaseret orden vil i stigende grad konkurrere med rå magtpolitik.
I den forstand er Donald Trump ikke blot en afvigelse, men en varsling. Han repræsenterer en politisk stil, hvor normbrud bliver strategi, og hvor konsekvenser først anerkendes, når de er irreversible.
Det, der begyndte som undtagelser, risikerer at blive præcedens.
