/af Anders Hancock
Stephen Miller har længe været kendt som den ideologiske kraft bag Donald Trumps hårdeste politiske tiltag.
Men de seneste dages oplysninger tyder på, at hans indflydelse nu rækker videre end indenrigspolitik og immigration. Spørgsmålet er ikke længere blot, hvad han mener – men hvor langt han er villig til at gå.
Oplysninger om, at den amerikanske præsident har bedt militæret udarbejde konkrete planer for en mulig invasion af Grønland, markerer et alvorligt nybrud i debatten. Ikke fordi en invasion nødvendigvis er nært forestående, men fordi selve anmodningen flytter det politiske og strategiske normalniveau. Og igen dukker Stephen Millers navn op som en central drivkraft.
Fra idé til handling
Det særlige ved Stephen Miller er, at han ikke blot formulerer hårde holdninger. Han presser på for, at de omsættes til praksis – også når de udfordrer gældende normer, alliancer og retsprincipper.
I Trumps første præsidentperiode blev mange af de mest kontroversielle forslag bremset af embedsværket, militæret eller interne magtkampe. I dag ser billedet anderledes ud. Administrationen fremstår mere strømlinet, mere loyal over for præsidenten – og mere villig til at teste grænser.
At højtstående militære rådgivere angiveligt modsætter sig ideen om en Grønland-invasion, understreger alvoren. Når generaler føler behov for at aflede præsidenten med andre militære scenarier, er det et tegn på, at den politiske proces er under pres.
Er det patetisk at vise hvad en ung mand sage tidligt i hans karriere,
eller underbygger det blot hvilken type person han er?
Millers rolle: pres og acceleration
I de interne diskussioner om Grønland fremstår Stephen Miller som en af de mest kompromisløse stemmer. Hvor diplomater taler om forhandling, adgang og partnerskaber, synes Miller at operere med en langt mere konfrontatorisk logik: hurtig afklaring, maksimal styrke og minimal hensyntagen til modpartens politiske realiteter.
Det er ikke nødvendigvis ham, der udarbejder militære planer. Men han er med til at definere det politiske rum, hvor sådanne planer overhovedet bliver relevante.
Når man taler om Miller som “Trumps farligste mand”, handler det netop om dette: evnen til at gøre ekstreme scenarier legitime at overveje.
Grønland som principiel prøve
Grønland er i denne sammenhæng mere end et territorium. Det er en test. Hvis USA åbent kan true et allieret lands territorium uden øjeblikkelige konsekvenser, ændrer det spillereglerne – ikke kun i Arktis, men globalt.
Interne scenarier peger angiveligt på to veje: enten en hård eskalation med risiko for at underminere Nato indefra, eller et kompromis, hvor Danmark presses til at give USA næsten ubegrænset militær adgang til Grønland.
Begge scenarier indebærer et markant tab af suverænitet – og begge passer ind i en verdensopfattelse, hvor magt vægtes højere end alliancer.
En ny type amerikansk magtudøvelse
Stephen Miller repræsenterer en udvikling i amerikansk politik, hvor forskellen mellem ord og handling mindskes. Hvor trusler ikke længere primært er forhandlingsredskaber, men forberedelse.
Det betyder ikke, at USA står på tærsklen til krig mod et Nato-land. Men det betyder, at den sikkerhedspolitiske tænkning i Washington er blevet mere rå, mere direkte og mindre bundet af tidligere selvbegrænsninger.
Konklusion
Stephen Miller er ikke årsagen til USA’s strategiske interesse i Grønland. Men han er en af dem, der skubber på for, at interessen håndteres med pres frem for diplomati.
Det gør ham ikke farlig i klassisk forstand – men systemisk. For når mennesker med klare ideologiske mål får reel magt over statens instrumenter, bliver det nødvendigt at tage deres scenarier alvorligt, også selv når de virker utænkelige.
For Danmark, Grønland og rigsfællesskabet er det ikke længere nok at afvise idéerne som retorik. De er blevet en del af det strategiske landskab.
